Kan en skole kræve, at alle giver hånd – også når det kolliderer med en persons religion? Det spørgsmål tog Højesteret stilling til i sin dom af 13. maj 2026. Afgørelsen er principiel og vigtig for både arbejdsgivere, kommuner og uddannelsesinstitutioner.

Højesteret fastslog, at skolens håndtrykskrav var indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, fordi kravet ramte en lærerstuderende skævt på grund af religion. Men dommen viser også, at diskrimination ikke automatisk giver ret til godtgørelse. Netop den dobbelte pointe gør håndtryksdommen både principiel og praktisk vigtig.

Sagen kort: Derfor endte håndtrykskravet i Højesteret

Sagen om håndtrykskrav og religion begyndte med et håndtryk, der aldrig blev taget. Under et velkomstmøde på en skole i Albertslund hilste en lærerstuderende, som skulle i praktik på skolen, på de kvindelige lærere med håndtryk, men undlod af religiøse årsager at tage imod håndtryk fra en mandlig lærer.

I stedet lagde hun hånden mod hjertet og bøjede hovedet. Skolens reaktion var klar: Hun skulle give hånd til alle voksne uanset køn. Da hun fastholdt sin “hilsemåde”, blev praktikforløbet stoppet. Sagen udviklede sig herefter til en principiel sag om håndtrykskrav, religion og forskelsbehandlingsloven.

Sagens kerne: Hvornår er et håndtrykskrav lovligt efter forskelsbehandlingsloven?

I Højesteret handlede sagen ikke om, hvorvidt skolen måtte stå fast på et princip om ligebehandling mellem kønnene. Det var der enighed om. Det afgørende spørgsmål var, om håndtrykskravet også var nødvendigt efter forskelsbehandlingsloven.

Det spørgsmål blev afgørende, fordi det i sager om indirekte forskelsbehandling ikke er nok, at et krav virker sagligt eller fornuftigt. Kravet skal også være nødvendigt. Hvis målet kan nås på en anden og mindre indgribende måde, skal arbejdsgiveren eller myndigheden vælge den løsning.

Derfor tabte kommunen: Højesterets begrundelse i håndtryksdommen

Her faldt kommunens sag fra hinanden. Højesteret fandt, ligesom landsretten, at kommunen ikke havde bevist, at håndtrykskravet var nødvendigt. Retten lagde især vægt på, at skolen ikke i reel dialog med den lærerstuderende havde undersøgt, om der fandtes andre respektfulde måder at hilse på uden håndtryk.

Der var heller ikke påvist konkrete problemer, som gjorde det nødvendigt at afvise en alternativ hilsemåde uden fysisk berøring. Derfor konkluderede Højesteret, at beslutningen om at stoppe praktikforløbet var indirekte forskelsbehandling på grund af religion og dermed i strid med forskelsbehandlingsloven.

Ingen godtgørelse: Derfor slap kommunen for at betale

Selv om Højesteret gav den lærerstuderende ret i, at der var tale om indirekte forskelsbehandling, fik hun ikke tilkendt godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Højesteret lagde vægt på, at hun selv kunne have gjort mere for at finde en løsning sammen med kommunen, og at afbrydelsen af praktikforløbet kun havde begrænsede konsekvenser for hende, fordi hun hurtigt fik en anden praktikplads.

Det er netop det, der gør Højesterets håndtryksdom særlig bemærkelsesværdig: Kommunen handlede i strid med forskelsbehandlingsloven, men blev alligevel frifundet for kravet om godtgørelse.

Selskabsadvokaterne bemærker

Dommen sender et klart signal til arbejdsgivere, kommuner og uddannelsesinstitutioner: Et neutralt krav er ikke nødvendigvis lovligt, bare fordi formålet er sagligt. Det gælder især i sager om håndtrykskrav, religion og indirekte forskelsbehandling. Det er ikke kun hensigten, men også nødvendigheden, der bliver prøvet.

Hvis en regel rammer personer med en bestemt religion hårdere end andre, skal arbejdsgiveren kunne vise, at man reelt har undersøgt, om der fandtes en anden og mildere løsning. Det er ikke nok at henvise til værdier, kultur eller almindelig praksis.

Arbejdsgiveren skal vælge den løsning, der griber mindst ind, hvis den stadig kan løse problemet. Det er et centralt budskab i Højesterets dom om håndtrykskrav og forskelsbehandlingsloven.

Dommen er derfor vigtig for alle, der arbejder med HR, ledelse og personalejura. Den viser både, hvor strengt forskelsbehandlingsloven beskytter mod indirekte diskrimination på grund af religion, og at spørgsmålet om godtgørelse kræver en selvstændig vurdering.