Den 31. januar 2019 har Folketinget vedtaget ændring af lov om Lønmodtagernes Garantifond. 

Lovændringen, som trådte i kraft den 1. marts 2019, indebærer en forbedring af lønmodtagernes retsstilling. 

Baggrunden for lovændringen

Lovforslaget omkring ændring af lov om Lønmodtagernes Garantifond blev fremsat i kølvandet på en række konkurssager hos private leverandører af hjemmehjælp.

I forbindelse med konkurserne er det af boet efter en privat leverandør blevet gjort gældende, at der forud for for konkursen har fundet en virksomhedsoverdragelse sted til en kommune, og at kommunen – som erhverver i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven – hæfter for eventuelle lønmodtagertilgodehavenderne, som bestod på overdragelsestidspunktet. 

På den anden side har kommunerne afvist, at der forud for den private leverandørs konkurs, er sket en virksomhedsoverdragelse.

Dette har efterladt lønmodtagerne med en stor byrde, da lønmodtagerne – førend dækning kunne gives fra Lønmodtagernes Garantifond – har haft til opgave at kunne dokumentere, hvor et krav skulle rettes hen. Lønmodtagerne har som følge heraf været nødsaget til at føre en sag ved domstolene for at kunne få afklaret, hvorvidt der havde fundet en virksomhedsoverdragelse sted forud for f.eks. arbejdsgiverens konkurs.

Lønmodtagernes Garantifond har ikke efter de tidligere regler kunne lægge ud for et lønmodtagertilgodehavende, hvorfor det krævede en lang proces med retssag, førend lønmodtageren havde udsigt til betaling af sit tilgodehavende.    

De nye regler

Formålet med lovændringen er at gøre det muligt for Lønmodtagernes Garantifond – allerede inden en retssag startes – at foretage vurdering af, om der er sket virksomhedsoverdragelse forud for arbejdsgiverens konkurs, arbejdsgiverens død eller ved arbejdsgiverens virksomhedsophør, uden at arbejdsgiver er i stand til at betale kravet eller under arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling. 

På baggrund af sin vurdering kan Lønmodtagernes Garantifond beslutte at overtage lønmodtagerens sag mod arbejdsgiveren eller erhververen, således at lønmodtageren hurtigt kan få udbetalt sit tilgodehavende, i stedet for at skulle afvente en afklaring af, hvem der i sidste ende skal betale tilgodehavendet. 

Det er dog væsentligt at bemærke, at lovændringen alene er relevant, hvis “overdragelsen” sker til en offentlig erhverver eller til en privat erhverver, der dækkes af en offentlig garanti. Lovændringen indebærer derfor ikke nogen fordel i de situationer, hvor overdragelsen sker til en privat erhverver, som ikke er dækket af en offentlig garanti. Begrundelsen herfor er, at en bredere adgang til overdragelse af lønmodtagerkrav til Lønmodtagernes Garantifond vil indebære en risiko for, at Lønmodtagernes Garantifond kunne komme til at hæfte for beløb, som de ikke i øvrigt skulle have betalt. En sådan lovændring ville kunne medføre en forhøjelse af arbejdsgiverens bidrag. 

Folketinget bemærkede dog ved vedtagelsen af lovændringen, at der var enighed om at følge udviklingen omkring konkurser og virksomhedsoverdragelser også på det private arbejdsmarked med henblik på at overveje en lignende ordning for hele det danske arbejdsmarked.