I artiklen Ejeraftaler (aktionæroverenskomster og anpartshaveroverenskomster) har vi beskrevet de fordele, der knytter sig til ejeraftaler og de overvejelser, man som nuværende eller kommende medejer bør gøre sig i forhold til sin ejeraftale.

Formålet med denne artikel er at redegøre for de vanskeligheder, der kan være forbundet med at håndhæve ejeraftaler i tilfælde af uenighed eller tvist, navnlig efter indførelsen af Selskabsloven pr. 1. januar 2010.

Grundlæggende forholder det sig således, at en ejeraftale i princippet er en kontrakt som enhver anden. Ethvert spørgsmål om aftalens gyldighed eller om overholdelse af de vilkår, der er nedfældet i aftalen, kan dermed indbringes for domstolene eller gøres til genstand for voldgift, såfremt dette er valgt.

Problemet er imidlertid, at dette i sig selv ikke udgør noget værn imod faktiske dispositioner over selskabet i strid med ejeraftalen. Et sådant værn kræver, at selskabet, og dermed medlemmerne af de organer – direktion og/eller bestyrelse – der driver selskabet, er forpligtet på de vilkår, der er indeholdt i ejeraftalen. Alternativt anskuet er spørgsmålet, om det kan tillades, at der på en generalforsamling, der udgør den højeste myndighed i selskabet, kan afgives stemme i strid med vilkårene i en ejeraftale.

Igennem en årrække var det almindeligt antaget blandt danske advokater, baseret på nogle domme fra Højesteret, at en ejeraftale kunne håndhæves over for det selskab, ejeraftalen vedrørte, såfremt visse betingelser herfor var opfyldt.

I dag fremgår det dog af Selskabsloven, at ejeraftaler ikke har nogen gyldighed (direkte) i forhold til de selskaber, de vedrører, jf. selskabslovens § 82. Dette gælder såvel ejeraftaler indgået før som efter lovens ikrafttræden.

Denne afklaring som indførelsen af Selskabslovens § 82 – som man kan bifalde eller ej – rummer i sig selv den fordel, at det nu er ganske klart, hvorledes ejeraftaler binder selskaber – nemlig slet ikke. Problemet er imidlertid, at dette nu giver mulighed for, at en part i en ejeraftale kan vælge at se stort på sine forpligtelser i medfør af aftalen og disponere i strid hermed. Dette vil som ovenfor beskrevet af den eller de øvrige parter kunne imødegås ved retsskridt, men sideløbende med sådanne retsskridt, der let kan vare i årevis, navnlig i komplicerede erhvervsmæssige sammenhænge, kan den part, der måtte have den fornødne stemme-majoritet i selskabet, foretage alle tænkelige indgreb i selskabet og dets forretning. Resultatet kan i værste fald blive, at selv vellykkede retsskridt imod den krænkende medejer vil udgøre en bagatelagtig kompensation imod de ændringer til egen fordel, den pågældende måtte have afstedkommet.

Det skal her nævnes, at selskabsloven sætter grænser for, hvilke tiltag en majoritetsejer kan foretage til egen fordel. Eksempelvis vil det være et klart brud på selskabslovens § 108, såfremt majoritetsejeren på en generalforsamling træffer beslutning om at sælge selskabets forretning eller eksempelvis hovedsæde til majoritetsejeren selv til favørpris. Hertil kommer, at medlemmer af såvel bestyrelse som direktion skal arbejde i selskabets og ikke nogen (med)ejers interesse, og kan ifalde ansvar, såfremt de forbryder sig herimod. Atter er der dog tale om forhold, der kan give anledning til vanskelige juridiske afvejninger, og som det tager lang tid og mange ressourcer at forfølge via retssystemet.

Samlet set er den herskende opfattelse, at der med lovændringen er indtruffet en betydelig risiko for retstab for parter, der ikke tager deres forholdsregler, jf. herom nærmere nedenfor. Håndværksrådet, hvis medlemmer tæller en betydelig mængde små og mellemstore danske virksomheder, ofte med en mindre ejerkreds bundet sammen af en ejeraftale, har til pressen udtalt, at man havde “sovet i timen” i forbindelse med vedtagelsen af § 82 i den nye selskabslov.

Blandt såvel praktikere som teoretikere drøftes det, hvorledes denne risiko kan og bør imødegås. Blandt de muligheder, der navnlig er praktisk anvendelige, er:

1. Indføjelsen af vilkårene fra en ejeraftale, eller de mest centrale heraf, i selskabets vedtægter. Vedtægterne er – modsat en ejeraftale – et offentligt tilgængeligt dokument, hvis indhold er fuldt ud bindende for såvel selskabsdeltagerne som andre berørte parter, eksempelvis i relation til tegningsregler eller regler for overdragelse af ejerandele. Regler i vedtægterne er absolut bindende og kan ikke tilsidesættes af nogen ejer uanset ejerandel. Dog kan vedtægterne – på en lovformeligt indkaldt generalforsamling – ændres med den fornødne majoritet af 2/3 eller den højere majoritet, vedtægterne måtte foreskrive.
   Ét problem med at indføje vilkår fra en ejeraftale i vedtægterne er, at ifølge praksis hos Erhvervsstyrelsen skal indholdet af vedtægter have “vedtægtsmæssig relevans”. Hvad der nærmere ligger heri er ikke ganske klart, men der kan peges på nogle kategorier af vilkår, der klart falder indenfor, såsom vilkår for sammensætning af ledelsesorganer (hvem skal sidde i bestyrelsen), forkøbsrettigheder mv., mens der omvendt er områder, der klart falder udenfor, såsom rettigheder der udløses i fald nærmere angivne begivenheder helt uden for selskabets kontrol indtræffer.
2. Bodsbestemmelser, hvormed en krænkende part pålægges at udrede erstatning med faste beløb, ofte uden der skal føres bevis for tab. Sådanne bestemmelser vil, modsat indføjelsen i vedtægterne, ikke kunne forhindre en part i at gennemføre og opretholde en situation i strid med ejeraftalen. Navnlig hvis bodsbeløbene sættes meget højt, vil konsekvenserne heraf for den krænkende part dog være så alvorlige, at de vil overstige selv den størst tænkelige værdi, det kan have for parten at tilsidesætte sine forpligtelser under ejeraftalen. Dette må formodes at få en part til at tænke sig om en ekstra gang, inden ejeraftalen brydes.
3. Leve med risikoen som hidtil, men sørge for, at ejeraftalen indeholder rimelige bestemmelser i tilfælde af væsentlig misligholdelse (altså salg til lav kurs).

Herudover findes en række andre mulige tiltag, hvis anvendelighed beror på de konkrete omstændigheder omkring det enkelte selskab og dets ejerkreds.

I alle tilfælde må det tilrådes, at der søges kompetent juridisk rådgivning omkring ovenstående problemstillinger.