Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tvungen ferie under virksomhedslukning

Udgangspunktet efter ferielovens § 15 er, at en medarbejder ikke kan pålægges at afholde ferie, som endnu ikke er optjent.

Som undtagelse til dette udgangspunkt gælder lovens § 10 omkring virksomhedslukning, der under visse betingelser giver dig mulighed for at tvinge dine medarbejdere til at holde ferie, uanset om medarbejderne har optjent ret til ferie med løn eller ej.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

Holder en virksomhed lukket under ferie, kan en lønmodtager, der ikke er berettiget til optjent betalt ferie i alle de dage, virksomheden holder lukket, ikke i den anledning rejse krav mod arbejdsgiveren, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Arbejdsgiveren skal i videst muligt omfang sikre, at lønmodtageren har optjent betalt ferie til gode til alle de dage, virksomheden holder lukket. Gør arbejdsgiveren ikke dette, skal arbejdsgiveren betale lønmodtageren løn for de pågældende dage. Lønnen beregnes på grundlag af lønmodtagerens sædvanlige løn i de sidste 4 uger før virksomhedslukningen.

Stk. 3. Holder virksomheden lukket på et tidspunkt, hvor en lønmodtager, som har været ansat i hele det foregående ferieår og frem til virksomhedslukningen, ikke har optjent betalt ferie til alle de dage, virksomheden holder lukket, skal arbejdsgiveren give feriebetalingen på forskud mod, at arbejdsgiveren kan modregne i den efterfølgende optjening af betalt ferie. Beregningen skal ske på samme måde som efter § 7.

Ferielovens § 10 er i høj grad en videreførelse af § 17 i den gamle ferielov.

Bestemmelsen er kun relevant, hvis du holder hele virksomheden eller en afgrænset del af virksomheden lukket. Bestemmelsen kan ikke anvendes, hvis du kun varsler ferie overfor nogle medarbejdere, og fortsat ønsker at opretholde et beredskab af øvrige medarbejdere i samme afdeling af virksomheden.

For at kunne benytte bestemmelsen, skal du som arbejdsgiver være opmærksom på varslingsreglerne i ferielovens § 9, stk. 2 og lovens § 8 omkring feriens placering.

Dine medarbejdere har ret til at holde 3 ugers hovedferie i perioden 1. maj – 30. september, jfr. lovens § 8, stk. 2, samt ret til få mindst 4 ugers optjent betalt ferie placeret i ferieåret, det vil sige i perioden fra 1. september til 31. august det følgende år, jfr. lovens § 8, stk. 1.

Varslingsreglerne er henholdsvis 3 måneder for hovedferie og 1 måned for restferie. Bemærk i den forbindelse, at du efter den gamle ferielov kunne aftale en forkortelse af varslingsreglerne – denne mulighed gælder ikke længere.

Da medarbejderen efter ferieloven optjener ret til 5 ugers ferie, kan du som arbejdsgiver ikke varsle, at virksomheden holder lukket i mere end 5 uger om året. Perioder med ferielukket må ikke være længere end den ferie, som medarbejderen kan nå at optjene i ferieåret.

Hvis din virksomhed f.eks. fast holder lukket hvert år i uge 29-31, vil det, for at iagttage varslingsreglerne og sikre dokumentation for varsling, være en god idé, hvis det tydeligt fremgår af medarbejderens ansættelseskontrakt, at hovedferien varsels placeret i de pågældende uger.

Er virksomhedslukningen varslet i ordentlig tid, medfører ferielovens § 10, at du reelt kan tvinge en nyansat medarbejder til at holde ferie for eventuelt egen regning under ferielukningen.

Overholder du som arbejdsgiver ikke varslingsfristerne, vil dine medarbejdere, som udgangspunkt, have krav på løn under ferielukningen.

Som arbejdsgiver er du endvidere forpligtet til at sikre dig, at dine medarbejdere, som har været ansat i flere år, har det nødvendige antal feriedage til gode til ferielukningen. Holder I virksomhedslukket i uge 29-31, vil du derfor i løbet af ferieåret skulle sørge for at hensætte 15 dages ferie. Hvis du glemmer at holde styr på ferieregnskabet, eller ikke får hensat nok feriedage pga. en fejl, så skal du betale medarbejderen løn for de feriedage, hvor du kunne have tilbageholdt feriedage, men ikke har fået det gjort.

Ønsker du som arbejdsgiver at holde virksomhedslukket i to uger i december, skal du – for at undgå at skulle betale dine medarbejdere løn under ferielukningen – tilbageholde ferie i tilstrækkeligt omfang til, at dine medarbejdere kan holde ferie med løn.

Da medarbejderne kun kan nå at optjene 6,24 dages ferie fra ferieårets start til virksomheden holder lukket i december, vil du altså skulle tilbageholde alle feriedagene for det igangværende ferieår til brug for lukkeperioden, og samtidig sørger for at ”gemme” 5 af medarbejderens feriedage fra det forudgående ferieår, hvis det har været muligt.

Alternativt kan du som arbejdsgiver give medarbejdere, som ikke kan nå at optjene nok feriedage til virksomhedslukningen inden lukningen bliver en realitet, forskud på ferie – det kan f.eks. være en god løsning for nyansatte medarbejdere, som måske ikke har ferie til gode fra en tidligere arbejdsgiver. Dog kan du – som skrevet tidligere – ikke give flere dage på forskud end medarbejderen kan nå at optjene i det indeværende ferieår.

Er en medarbejder i opsagt stilling eller syg før eller under den periode, hvor virksomheden holder ferielukket, vil lovens §§ 11-14 finde anvendelse.

Ifølge lovens § 8, stk. 3, er udgangspunktet, at medarbejderen har ret til at holde feriedagene i en sammenhæng af mindst 5 dages varighed. Dette udgangspunkt kan dog – af hensyn til dig som arbejdsgiver – fraviges, hvis virksomheden på baggrund af driftsmæssige hensyn ønsker at holde virksomhedslukket på f.eks. indeklemte helligdage i påsken eller fredag efter Kristi himmelfartsdag.

Det bemærkes, at ferielovens § 3, stk. 6, endvidere gør det muligt for dig, i en konkret og aktuel situation, at indgå en individuel aftale med en medarbejder, som fraviger ferielovens bestemmelser i §§ 8, stk. 2 og 3, § 9, stk. 2 og § 11, stk. 1, herunder bestemmelserne om, at lønmodtageren kan holde tre ugers hovedferie i perioden 1. maj – 30. september, at feriedagene holdes med mindst 5 dage i sammenhæng, varslingsfristerne og vilkårene omkring ferie i fritstillingsperiode.

Vores bistand

Hos SelskabsAdvokaterne er vi specialister i ansættelsesret, og har indgående kendskab til ferieloven. Har du brug for en drøftelse af din situation eller rådgivning omkring ansættelsesretlige emner, er du meget velkommen til at kontakte os på tlf. 45 23 00 10 eller mailadressen advokat@selskabsadvokaterne.dk. 

Tina Raben Skaarup

Tina Raben Skaarup

Briefcase
Senioradvokat

Kontakt Selskabsadvokaterne

Har du brug for vores bistand, er du velkommen til at kontakte os på:

Kontakt os
Arrow

Relaterede artikler

Afskaffelse af Store Bededag – hvad bør du vide?

Folketinget vedtog den 28. februar 2023 loven om konsekvenser ved afskaffelsen af Store Bededag. Loven har til formål at sikre, at Store Bededag anses som en almindelig arbejdsdag, hvor de løn- og ansættelsesvilkår, som i øvrigt gælder på almindelige arbejdsdage, finder anvendelse. Kort og godt afskaffer loven alle særlige vilkår i ansættelsesaftaler og overenskomster, som […]

Læs mere
Arrow
Ferieafholdelse ved opsigelse – kend reglerne

Skal du opsige en medarbejder, er der mange forhold, der skal afklares, herunder opsigelsesvarslets længde og, om opsigelsen kan afgives på et sagligt grundlag således, at du ikke risikerer at blive mødt med et krav om godtgørelse. Men også medarbejderens tilgodehavende ferie skal du forholde dig til. Reglerne er forholdsvis komplekse, men nedenfor får du […]

Læs mere
Arrow
Sygdom i forbindelse med ferieafholdelse – hvad gælder?

Er du i tvivl om, hvad der gælder, hvis du har en medarbejder, som bliver syg i forbindelse med sin ferie, så læs videre nedenfor og få overblikket over din retsstilling. Sygemelding, inden ferien er startet Bliver en medarbejder syg, inden ferien er startet, har medarbejderen ikke pligt til at holde den ellers planlagte ferie. Men […]

Læs mere
Arrow
Se alle vores artikler
Arrow

Ordbog

Ferieloven

Ferieloven  Ferieloven fastlægger vilkårene for lønmodtageres ret til ferie, herunder ret til ferie med betaling fra arbejdsgiver.  Efter ferieloven optjenes ret til betalt ferie i perioden fra den 1. serptember til den 31. august året efter. Ferien holdes i samme periode, dog løber ferieafholdelsesperioden frem til den 31. december. Lønmodtagere optjener ret til 2,08 dages […]

Læs mere
Arrow
Erhvervsadvokat

Erhvervsadvokat SelskabsAdvokaterne er erhvervsadvokater der yder specialiseret juridisk rådgivning til virksomheder, venturefonde og business angels inden for erhvervsretten og det selskabsretlige område Vores erhvervsadvokater yder herudover løbende rådgivning til en række private virksomheder, kommuner og offentlige myndigheder vedrørende udlicitering, udbudsret og EU’s udbudsregler. Rådgivningen ydes af kyndige erhvervsadvokater med udgangspunkt i dine/jeres behov for et […]

Læs mere
Arrow
Se alle begreber
Arrow