Højesteret satte den 8. december 2022 et endeligt punktum i en sag, som har været gennem hele 3 retsinstanser, og som drejede sig om et større antal dykkere – 101 i alt – som var hyret ind af det hollandsk bjergningsfirma SMIT til at udføre dykkeropgaver som et led i SMIT’s opgavevaretagelse overfor Mærsk i forbindelse med et projekt på Nordsøen.

Det var forudsat i aftalerne mellem SMIT og dykkerne, at dykkerne udførte deres arbejde som selvstændige erhvervsdrivende. Det var der ifølge Højesteret ikke belæg for. Dykkerne skulle i stedet i skattemæssig henseende betragtes som lønmodtagere, og som konsekvens heraf blev SMIT af Højesteret pålagt at hæfte for den A-skat og de arbejdsmarkedsbidrag, der ikke var blevet betalt.

På den ene side

Fra SMIT’s side slog man på, at det ifølge formanden for Dykkerfirmaernes Brancheforening er helt sædvanligt, at erhvervsdykkere i Danmark udfører dykkeropgaver som selvstændige erhvervsdrivende, og denne samarbejdsform er almindelig i branchen.

Ifølge SMIT havde man ikke haft et tjenesteforhold med dykkerne, og de instrukser, som dykkerne havde modtaget i forbindelse med arbejdets udførelse skulle ses i lyset af de krav, som SMIT ifølge aftalen med Mærsk skulle opfylde, og i særlig grad i lyset af det helt specielle sikkerhedsmiljø, som arbejdet foregik i.

SMIT fremhævede også, at man ikke selv beskæftigede erhvervsdykkere, og at dykkerne på Nordsøprojektet var hyret ind som specialister til at løse en særlig opgave, og dykkerne indgik ikke i SMIT’s virksomhed på linje med virksomhedens ansatte personale. Dykkerne havde ifølge SMIT ingen lydighedsforpligtelse og kunne frit afslå at udføre en opgave.

Honoraret til dykkerne blev opgjort på dagsbasis, de var ikke berettiget til kompensation ved sygdom og overarbejde eller aflysning af et planlagt dyk, og ingen af dykkerne havde krav på et opsigelsesvarsel, ligesom de ikke optjente feriepenge.

Ifølge dykkernes kontrakter med SMIT kunne de finde en passende stedfortræder til at udføre det bestilte arbejde, ligesom det stod dem frit for at arbejde for andre hvervgivere. De havde selv ansvaret for at stille deres eget personlige udstyr til rådighed og at have de nødvendige dykkercertifikater og tilladelser, og de skulle selv betale udgifterne til helbredsundersøgelser.

På den anden side

Ifølge Skatteministeriet indgik dykkerne som en integreret del af SMIT’s organisation og var undergivet instruktioner, kontrol og tilsyn fra SMIT, og de havde ingen adgang til selv at lede, fordele og føre tilsyn med arbejdet, og de instruktioner, de havde modtaget fra SMIT rakte langt ud over varetagelse af sikkerhedshensyn.

I de projektdokumenter, som forefandtes, behandlede SMIT konsekvent dykkerne som eget personale, og de overordnede dykker supervisorer refererede til en fastansat projekt manager hos SMIT.

Ifølge Skatteministeriet var dykkerne også forpligtet til at udføre andre opgaver end dykkeropgaver – f.eks. maling af skibet – og de havde faste arbejdstider efter en forudbestemt vagtplan, som blev udarbejdet af SMIT. Dykkerne havde i øvrigt kun adgang til at antage medhjælp efter tilladelse fra SMIT.

Betalingen til dykkerne fandt sted på baggrund af tidsrapporter fra dykkerne og blev i øvrigt betalt periodisk.

Dykkernes økonomiske risiko var i øvrigt begrænset til det optjente vederlag og en forpligtelse til at arbejde gratis ved afhjælpning af mangelfuldt arbejde.

Hvad blev afgørende?

Ud fra bevisførelsen fandt Højesteret, at det var blevet klarlagt, at dykkerne faktisk havde modtaget betaling, mens de var ombord på dykkerskibet, selvom de ikke kunne udføre opgaver på grund af f.eks. dårligt vejr eller sygdom.

Højesteret lagde i øvrigt vægt på, at:

– dykkerne havde ingen metodefrihed af betydning ved opgavernes udførelse,

– selvom de ifølge aftalen med SMIT havde ret til at arbejde for andre kunder samtidigt, var der ingen af dem, der havde haft andet arbejde samtidig,                

– ingen af dykkerne havde ansatte, og muligheden for at gøre brug af medhjælp krævede i øvrigt en accept fra SMIT’s side,

– SMIT havde betalt for flyrejser til og fra projektet for de dykkere, som var bosiddende i udlandet,

– dykkerne kunne ikke anses for at have afholdt erhvervsmæssige udgifter, der lå ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold,

– SMIT bar det overordnede økonomiske ansvar overfor Mærsk, mens dykkernes ansvar var begrænset til f.eks. mistet vederlag og udbedring af egne fejl ved hjælp af egen arbejdskraft.

SelskabsAdvokaterne bemærker

Som sagen her viser, kan det få store såvel økonomiske som forretningsmæssige konsekvenser, hvis  grundlaget for et samarbejde baseres på en forkert klassifikation af en samarbejdspartner som selvstændig, hvor det viser sig, at betingelserne for at kunne betragte den pågældende som selvstændig, ikke er til stede.

Som sagen også viser, vægtes branchekutymer ikke, hvis der ikke er tilpas med momenter, som i øvrigt peger i retning af, at en samarbejdspartner kan betragtes som reelt selvstændig.

Vi anbefaler derfor, at man altid søger rådgivning hos en advokat med speciale i ansættelses- og kontraktret, hvis man har indgået, eller påtænker at indgå en aftale med en selvstændig samarbejdspartner, hvis der kan være blot den mindste tvivl om aftalen kan leve op til de kriterier, som ifølge SKAT skal være opfyldt, for at samarbejdspartneren er at betragte som reelt selvstændig.

Du er altid velkommen til at kontakte SelskabsAdvokaterne for en uformel og uforpligtende drøftelse om ansættelses- eller kontraktret. Du kan kontakte os på tlf. 45 23 00 10 eller e-mail: advokat@selskabsadvokaterne.dk.